Litterær Folkehøring: Læs forfatternes tekster fra arrangementet

Til en litterær folkehøring er litteraturen en afgørende og uundgåelig medspiller, idet den hjælper os til at videreudvikle og nære vores forestillingsevne. Dens evne til at åbne os op for verden og se nye perspektiver gør det muligt for os at gå nye steder hen i bevidstheden og forestille os scenarier, der er radikalt anderledes, end det vi kender. Hvilket kan hjælpe os med at finde fælles løsninger, håb og handling i den buldrende miljø- og biodiversitetskrise.

Derfor hyrede vi forfatterne Victor Boy Lindholm og Shekufe Tadayoni Heiberg, der hver især arbejder med naturen i deres forfatterskaber, til at skrive en litterær tekst, der kredser om emnet ‘fremtidsnatur’. Til den litterære folkehøring mødtes de så i et fælles indslag, hvor de først læste deres tekster op for hinanden og publikum og derefter talte om dem. Læs de to litterære tekster nedenfor. 

'En forårsdag i 2043'

Litterært bidrag af forfatter og oversætter Shekufe Tadayoni Heiberg 

Citronsommerfuglen modtager solens kys, fra vingespidser og helt ind til hjertet, samler sig om sin nyvågne tilstand, slipper den endnu bladløse kvist og flyver ud. Hun flakser lidt, før hun husker planen: Saml styrke, find en mage, lad dig befrugte, læg dine æg, hurtigt. Hun danser en runde i brisen, ser hvordan solen tegner hendes skygge stor og mægtig, det er tid til at stråle mod forårets sløve spiring. Citronsommerfuglen flakser lidt, danser lidt og f lakser lidt mere, før hun får øje på noget blankt. Er det vand? når hun at tænke, mens hun gør klar til landing. Hun håber det. 

Solsorten sidder på en gren og kigger rundt. Han fløjter en lille trille, mest for at rense halsen, og ser til sin overraskelse et saftigt insekt komme dalende, som hidkaldt, på lysende vinger. En sjovere start på dagen, kan han ikke ønske sig. Insektet daler mod bækken, sikkert for at stille sin tørst, ubevægelig og i dyb koncentration. Solsorten har det næsten for nemt, gid hunnerne kunne se mig nu, når han at tænke, mens han sætter af, styrer mod den f lyvende snack som, idet den rammer vandspejlet, forsvinder.

 Bækken flyder af sted, optaget af sit schwung, hvor dejligt det er at kunne sno sig, at suse i de lige forløb og bremse op i svingene. At slå vandkroppen mod små og store sten, plaske op på bredden og sprøjte omkring sig, som var hvert sving en leg. Bækken hilser på alt på sin vej, hej og hej og hej, bækker om kap med fiskene, der fisker i dens krop. Bækken er altid den hurtigste, den ænser ikke luftlivets overfladiske dramaer, glider bare videre i strålende humør. Bækken rammer kanten af et knækket betonrør, husker fortidens uhyggelige indelukke, det kvælende mørke. Var det mareridt virkelig min virkelighed? når den at tænke, da en fisk overhaler den i flyvende fart. 

Bækørreden handler på instinkt, sådan en chance lader hun ikke forpasse, luftens mad smager bare bedre end vandets, særligt i det tidlige forår hvor det, der flyver, bærer på en hel sommers modning, smagen er afrundet og dyb. Bækørreden ser det lande på vandets tag og f isker som en pil gennem vandet, springer frem i et hurtigt ryk, og griber med kæben, sikke en lækkeri når hun at tænke, da hun må dykke hurtigt ned igen, for ikke at få øjnene prikket ud af en flyvende kæmpe. 

Mennesket går en tur langs Rønnebækken, mens hun lytter efter frøerne. Der er kommet så mange til på det seneste, klokkefrøen, latterfrøen og den grønbrogede tudse. Hun kan kende dem på deres kvækken og kald, det er sjældent hun får dem at se langs den viltre bred. Mennesket går over en bro, bækken skvulper, dråberne flyver omkring. Hun lytter til den, prøver at forstå hvad den siger, hvad den synes om livet på sådan en solrig aprilmorgen. Der er kommet mange små broer over bækken siden hun var barn, den er blevet gravet frem, pillet ud af betonrør og genslynget. Dengang anede hun slet ikke at der løb en bæk fra landsbyen Rønnebæk og hele vejen til Appenæs, hvor den mundede ud i Susåen. Hun løfter blikket og ser en storkeflok skrå over himlen. De synger deres sære sang, børnene plejer at vinke op og råbe “vi vil med”, når de ser storke på himlen. Dengang hun selv var barn, vinkede og råbte de efter flyene, nu er det sjældent, hun ser et eneste fly på himlen, sjældent nogle får den tanke, at det er en eskalerende klimakatastrofe værd, at rejse så langt, så hurtigt. Hun får lyst til at følge storkenes kurs, drejer væk fra vandet og op mod holmen, heldigvis har hun sine gummistøvler på, for jorden er sumpet, hun synker i flere gange, selvom hun træder fra tue til tue. Da hun var ung var der stadig marker her, drænede og pløjede, de stank skiftevis af pesticider og gylle hele vejen op til Rønnebæksholm. Det var dengang, det slet ikke gav mening at bruge ordet ‘holm’, fordi der ikke var vådt omkring, holmen var bare en bakke. Nu er vådområdet genetableret hele vejen rundt, og asfaltvejen er gravet op til fordel for sump, hvis man vil frem, må man have styr på sit fodtøj. Nu summer det af insekter, selv i april, de tidlige mitter og jordbier er ude, også de tidlige sommerfugle, dagpåfugleøje, citronsommerfuglen og den østlige takvinge, som ingen havde set i årtier, før den pludselig flaksede rundt ved bækken en sommerdag i 2035. Mennesket synker i igen, griber om en ung birkestamme, der birker frem i den våde jord. Mennesket hilser venligt, takker for ilten som det er god skik at gøre, en naturlig reaktion på al den ilt og mad træerne forsyner mennesker og andet liv med. Tak min ven. Mennesket husker dengang de ikke takkede, dengang de bare gik forbi træerne, endda fældede dem hvis de fik lyst, men det var før folk lærte om ressourcismen, om hvordan århundreders kapitalistisk verdensorden havde manipuleret dem til at behandle alt liv som ting. Mennesket gyser over slavegørelsen, at den alligevel er så tæt på, kun 14 år siden de afskaffede den, gav alle arter og habitater deres egne rettigheder. Det kom kort efter de første lokale treparter, de udgjorde dét skub, der skulle til for, at folk kom i kontakt med den indlysende erkendelse, at alt liv er levende. Treparten gav naturen plads og folk så livet udfolde sig i sin mangfoldighed, de så træerne træe, fuglene fugle og bierne bie, de så hvordan alt liv generøst delte sit overflod med andet liv, også med mennesket, som altid havde taget det for givet, taget uden tak, og det gik op for dem, at de var omgivet af en rigdom, som de havde pligt til at beskytte. Mennesket træder ind på en veksel, det må være hjortene, der har lavet den, for der er mange små klovespor men også spor efter vilde heste og køer. Hun går op til den gamle herregårdshave, som er forvandlet til Sommerfuglehaven, træder ind gennem den store træport og ser dem stige op, planetens sommerfugle, i alle regnbuens farver. Hun standser et øjeblik og suger naturens vidunder til sig. Det her, det er den reneste poesi, tænker hun. Så fortsætter hun sin tur.

'Grav jorden op, slip vandet fri'

Litterært bidrag af forfatter og journalist Victor Boy Lindholm 

Hun griner lidt. Billedet af hende selv med spaden i hånden, viftende, jorden på gulvet, og deres undrende blikke. Det var bedre end hun havde forestillet sig. Havde de egentlig nogensinde set hende grave noget op, tænker hun? En lidt underlig sætning. Men alligevel, havde de nogensinde set hende grave noget op af jorden? Hende der selv er vokset op blandt vinterens sortlagte marker, blandt drænrør og produktionsskove. Nej, og det er noget med det. Hendes ivrighed. Hendes fuldkomne åndsvage tro på, at det hun har tænkt sig at gøre nu, vil kunne forplante sig. Den kommer derfra. At være et barn i gummistøvler i løb på vej hen over frasolgte og mudrede marker, på vej hen over den sidste sæd, inden husene blev byggede og pressede den tunge, lerede jord sammen under fundamentet. Som hun går her, er det en tanke. Hun vil grave jorden op, slippe vandet fri.

Hun kan godt savne det. Stammernes forudsigelighed gennem plantagen, den lave og robuste rug. Hun kan godt savne et planlagt vandløb, der løber vinkelret hen over flade marker. Hun kan godt savne bunker af jord, der bliver flyttet. Duften af hummus, planter i råd, men også motoren, der arbejder. Udstødningen og jordens partikler, der rammer næsen. Sådan nogle dage. Men det er lang tid siden nu. Det er alt for længe siden, at hun har mærket jord mellem fingrene. Og de seneste uger, har hun følt en helt særlig lyst til at mærke fugtig og tung jord, der sætter sig fast i hudens små folder.

Så det er derfor hun går her på stien mod Harrestrup ås brinker. For at mærke jorden igen, men også med et større mål for øje. Et helt konkret spørgsmål, der har levet i hende længe. Kan man grave vandet fri igen? Sagt på en anden måde, kan man lave fortiden om? Det var det den spade spurgte hende om. Den havde stået der så længe, og i al den tid, havde den været et spørgsmål.

Det startede nok, da det blev besluttet ikke længere at bygge ned til vandløbene. Man kunne let tro, at det var godhed, men man var allerede langt forbi sådan en kategori. Det ord gav ikke mening. Nej, men det startede, da man ikke længere kunne stoppe vandet fra at sive op gennem bygningerne. Det var ikke et nyt problem, men et overset billede på forandringerne. Længe havde man fortalt hinanden om enkeltstående begivenheder, katastrofens tid, en forandring der ville komme pludseligt, og måske derfor var det blevet svært at forberede sig, at forandre noget i det hele taget. Man tænkte på det, som noget der ville komme og tage verden fra os.

Men i virkeligheden var det noget langsommere, noget der måske var sværere at se, men som var langt mere genkendeligt. Undergrunden der begyndte at vakle, vandet der begyndte at vandre op gennem fundamentet og ind i bygningerne.

Hun har gået den lange vej hen over yderområdet af Sydhavnstippen, hvor lejlighederne blev bygget lidt for tæt, men hvor alpakaerne i stedet lever vildt mellem de fugtskadede bygninger. Vandet steg hurtigere end ventet og eroderede skrænten med opfyld fra de store anlægsbyggerier i 1970’erne. Affald flød ud i havet og forurenede vandet i området i et omfang, så ørrederne i bugten flød op med bugen i vejret. Det var offentlige udsætninger, som skulle give beboerne en tro på, at livet faktisk kunne understøttes i det forsurede hav. Det er ikke, fordi kommunen har opgivet lejlighederne endnu, men som hende er mange andre af Københavns indbyggere blevet genhuset på Midtsjælland. Det kuperede landskab var under alle omstændigheder tørre end de bebyggede strandenge ved kystparkerne.

Men folk havde mistet tilliden til kommunen, og i deres egne øjne havde Valbyparken på et par årtier forvandlet sig fra noget anlagt til noget vildt. Ingen almindelige mennesker var længere interesseret i en skarp opdeling af naturen. Man gik simpelthen ikke op i den slags kategorier længere. Der var så lidt tilbage, at det ikke gav mening.

Og det var jo i virkeligheden derfor hun gik her med spaden i hånden. Hun var vokset op langt fra København ved Skjerns ås bredder. Hendes mor havde været åmand i en periode, hvor laksene igen havde været i tilbagegang. Det havde ikke været nok at løse problemerne lokalt. Laksenes fødegrundlag blev først opfisket langt ude i Atlanterhavet, derefter steg havtemperaturen og til sidst mistede man totalt kontrollen med skarven, der åd de sidste årganges smolt inden de kunne nå at forlade åen.

Men fornemmelsen af åen havde ikke forladt hende. Hendes mor havde været med til de store genopretninger i slutningen af 1990’erne, ligesom hun havde været med til at lægge hele floddeltaet frit. Hun havde selv set, hvad det havde gjort ved området. Hvordan man havde eksproprieret de lokale lodsejere mod deres vilje, og hvordan staten lod urokser, elge, exmoor ponyer og hjorte udsætte, hvordan man helt havde accepteret ulvene, og hvordan en ny stor bestand af bævere blev de eneste pattedyr, der påvirkede flodens slyngninger. Man løste problemet med oversvømmelserne, da man gav floden sin flodseng tilbage, men man turde ikke sammentænke det med mennesket. Man indhegnede det hele, mens man kompenserede de jordejere, der var blevet flyttet. Men man havde undervurderet forholdet mellem jorden og følelserne. Lodsejerne var ligeglade med pengene. Det var jorden, som de var forbundet til. Det var den lige linje mellem minder og jord, som man ofte kan glemme, når man ikke selv er vokset op med den.

Det var en stor fejl, fordi man mistede troen på, at genopretningen var mulig. Eller måske var det ikke så meget det, men man mistede troen på genopretningen, som en politisk legitim sag. Det var svært at tiltrække vælgere til en sag, der handlede om at flytte mennesker fra deres hjem, og man havde nok fejlanalyseret betydningen af bybefolkningens længsel efter store åbne vidder på et tidspunkt, hvor vælgerne i byen mistede deres politiske betydning. Der var ganske enkelt ikke mange af dem tilbage efter man begyndte at genhuse dem på Midtsjælland.