Foredrag om kvantecomputeren. Fotokreditering: Aarhus Universitet.
Foredrag om kvantecomputeren. Fotokreditering: Aarhus Universitet.
Foredrag

Naturvidenskabeligt foredrag om kvantecomputeren

Tid
19:00 - 21:00
Sted
Bio Næstved
Kattebjerg 5,
4700 Næstved
Foredrag ved fysiker Klaus Mølmer. Dette foredrag er en del af serien af offentlige foredrag i Naturvidenskab fra Aarhus Universitet.

BEMÆRK: billetter til foredraget kan først reserveres via biografens hjemmeside fra tirsdag 15. september kl. 10.00.

Få en intro til kvantefysikkens verden, og hør om den nye ”kvanterevolution” som udvikler teknologier der bygger på de mest paradoksale kvantefænomener. Hør om hvordan kvantecomputere virker og hvad de kan bruges til.

Atomernes og molekylernes mikroskopiske verden er beskrevet af kvantefysikken. Den kvanteverden som kvantefysikken beskriver, er meget forskellig fra fænomener i vores dagligdag: fx er atomare partikler tilsyneladende flere steder på én gang, og målinger på dem giver altid tilfældige resultater.

Kvantefysikken revolutionerede fysikken i begyndelsen af det 20. århundrede og rystede mange fysikere i deres verdensbillede, men dens forudsigelser er siden blevet afprøvet med stor præcision i alle områder af fysikkens og kemiens verden.

I foredraget vil du få en introduktion til kvantefysikken og til en række eksisterende teknologier, og til perspektiver for revolutionerende fremtidige teknologier som virker netop i kraft af atomare partiklers kvantefysiske opførsel.

Både i Danmark og internationalt er der siden 1990’erne investeret store pengebeløb i kapløbet om at udvikle og udnytte kvantecomputere som bruger atomare kvantetilstande til at regne på mange tal på samme tid. I foredraget vil du høre hvor langt man er kommet i konstruktionen af kvantecomputere, og hvad de vil kunne bruges til når de bliver fuldt funktionsdygtige.

Note fra arrangørerne ved Aarhus Universitet: din lokale biograf har generøst stillet biografsal og personale gratis til rådighed for denne visning. Støt dem gerne økonomisk ved fx at benytte deres café/kiosk.

Foredraget er gratis men det kræver at man henter en gratis billet.