Fra mirakel til mareridt
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
-
Standard: Gratis
- Sted
-
Næstved Bibliotek
Kvægtorvet 4,
4700 Næstved - Salen
Hvad har en fransk blomsterhandler, resistente bakterier og moderne landbrug med hinanden at gøre?
Historien om Emmy Marivain giver et tragisk svar. Emmy døde i 2022, blot 11 år gammel, efter syv års kamp mod leukæmi. Hendes mor, Laure Marivain, arbejdede i årevis som blomsterhandler og var under både graviditet og arbejde udsat for pesticider fra de blomster, hun håndterede.
Emmys historie er udgangspunktet for et større spørgsmål: Hvad sker der, når de midler, der skulle gøre vores fødevareproduktion mere effektiv og sikker, begynder at skabe nye og alvorlige problemer?
Pesticider og antibiotika blev begge introduceret som noget nær mirakelmidler efter 2. Verdenskrig. De har spillet en afgørende rolle i udviklingen af det moderne landbrug og den industrielle fødevareproduktion. Men et omfattende forbrug har samtidig haft en høj pris. Pesticider forbindes med forurening af miljø og fødevarer, tab af biodiversitet og risiko for menneskers sundhed. Samtidig er antibiotikaresistens i hastig fremmarch, blandt andet som følge af det store forbrug af antibiotika i den industrielle husdyrproduktion.
Problemet bliver endnu mere komplekst, når pesticider og antibiotika ikke betragtes som to separate udfordringer. Forskning peger på mulige sammenhænge mellem pesticider og udviklingen af antibiotikaresistens, ligesom kombinationen af flere kemikalier kan skabe såkaldte cocktaileffekter, hvis konsekvenser vi stadig ved meget lidt om. Alligevel blandes flere pesticider ofte i samme tank og anvendes samtidig.
Foredraget sætter fokus på denne oversete sammenhæng mellem landbrug, miljø og folkesundhed. Hvor langt kan vi tillade os at gå, når vi ikke kender konsekvenserne af vores handlinger? Og hvordan kan vi sikre, at fremtidens fødevareproduktion ikke underminerer den natur og sundhed, som den i sidste ende skal understøtte?
Foredraget er gratis, men kræver tilmelding.
Foredraget er arrangeret af Grøn Omstilling Næstved.